Vores tilgang er ikke at give svaret, men at stille de nysgerrige spørgsmål
På Fonden SEMAIs botilbud Hovedgaden bygger den pædagogiske tilgang på pædagogisk nysgerrighed. Åbne spørgsmål, hjælpekort og en fast model for kollegial respons gør det naturligt at give konstruktiv kollegial feedback til hinanden. Nysgerrige spørgsmål skal sikre både personale og beboere ejerskab og udvikling.
I personalestuen på SEMAIs botilbud Hovedgaden ligger en bunke kort med spørgsmål, som pædagogerne ofte griber, når de står i en pædagogisk udfordrende situation eller en konflikt, der spidser til med en beboer.
”Hvis du ser dig selv udefra, hvilket råd ville du så give dig selv?”, ”Hvad er dit ønske i forhold til at tage det her op?”, ”Hvad er vigtigt for dig, når X?”, står der blandt andet på kortene.
Kortene skal hjælpe pædagogerne til at møde både beboerne, sig selv og hinanden med åbne spørgsmål i stedet for med det samme at levere svar og løsninger.
For åbne spørgsmål giver indsigt, kaster lys over udfordringen og gør det lettere at tage ejerskab og ansvar, fordi åbne spørgsmål leder til løsninger, som bygger på erfaringer af, hvad der virker og ikke virker for netop dem.
”Ved at opbygge en nysgerrigt spørgende praksis sikrer vi, at både det pædagogiske personale og beboerne tager ejerskab og udvikler sig med deres udfordringer. Det er efterhånden blevet naturligt, at man griber et kort. Det hjælper os til at holde igen med bare at svare og løse beboernes udfordring for dem, men i stedet stille åbne nysgerrige spørgsmål,” forklarer afdelingsleder Pernille Skibelund.
Undgå at rulle ind i konflikten
I SEMAI bygger pædagogikken på et neuropædagogisk syn. Det vil sige at søge svaret på beboerens udfordringer ved at undersøge, hvad der ligger bag adfærden. Ofte er det tidligere erfaringer og nederlag, som har sat spor i hjernens måde at tænke på og forholde sig til en given udfordring.
Beboerne på botilbuddet Hovedgaden er voksne, der kæmper med forskellige diagnoser, tilknytningsforstyrrelser og opmærksomhedsforstyrrelser, selvskadende udad- eller indadreagerende adfærd- og/eller misbrug. Og den målgruppe har i den grad brug for at blive mødt af en undersøgende neuropædagogisk tilgang, forklarer Pernille Skibelund:
”Vi ser al adfærd som kommunikation. Når beboere fx reagerer udadreagerende eller passivt, må vi ikke se det som udtryk for et bevidst angreb, at de er dovne, eller at de ikke vil. Vi skal i stedet undersøge, hvad det er, de kalder på, ved at se bagom adfærden. Tænkningen er, at jo mere højtråbende en borger er, jo mere kalder borgeren på os. At her er et menneske i mistrivsel,” siger Pernille Skibelund.
Kollegial respons kan bidrage til at sikre, at pædagogerne ikke bliver rullet ind i konflikten, så de kommer til at handle med afsæt i deres egne følelser eller forudindtagede forestillinger.
”Vi bruger kollegial respons til at bevare nysgerrigheden, så vi ikke fastlåser vores blik i en vi har prøvet alt-tilgang. Vi har aldrig prøvet alt, og nysgerrigheden må ikke forsvinde,” siger Pernille Skibelund.
Ofte er beboerne på bostedet yngre mennesker, der tidligt i livet har oplevet omsorgssvigt og utroværdige voksne. For flere af beboerne er det måske første gang i deres liv, at de oplever, at de kan regne med de voksne.
”Derfor er vi nødt til at stå som de solide voksne, som altid er i ro og er realistiske,” siger Pernille Skibelund og fortæller om en ung kvinde, der, hver gang hun skulle med toget, reagerede med voldsom uro og vredesudbrud.
Ved at undersøge, hvad der lå til grund for hendes vredesudbrud og voldsomme uro, kom de frem til, at den bundede i, at hun havde enormt svært ved at overskue togturen, at holde styr på tiden og at skifte tog undervejs. Samtidig blev det tydeligt, hvor vigtigt det var for hende at komme afsted.
De åbne spørgsmåls fundament
Pædagogerne spurgte hinanden: ”Hvad dræner hende? Hvad fylder hende op? Og hvordan kan vi støtte hende i, at hun gør det, der er godt for hende? Og de fandt ud af, at den bedste måde at hjælpe på var at støtte hende i at tage afsted og hjælpe hende til selv at bevare roen.
”Denne form for nysgerrige tilgang kan opbygge et menneske, som ligger ned. Når beboerne kommer til os, har de ofte haft en række af nederlag i tidligere plejefamilier eller på opholdssteder. Vores opgave er at se og lyse på de små ressourcer, som beboeren har, på det der opleves meningsfyldt for beboeren, så han eller hun lige så stille får mod på livet,” siger Pernille Skibelund.
På personalemøderne følger pædagogerne hver sjette uge en helt særlig model for feedback, som sikrer, at alle pædagoger på skift får vendt en problemstilling vedrørende en beboer, så det ikke bare bliver en løs snak.
På skift fremlægger de en konkret problemstilling, hvorefter resten af pædagoggruppen kan stille spørgsmål i fem minutter. Herefter vender pædagogen, der har fremlagt problemstillingen, ryggen til, mens de andre taler om, hvordan de har oplevet situationen.
Afslutningsvis tager de en runde feedback, hvor alle kollegaerne på skift fremlægger et perspektiv, erfaring eller åbent spørgsmål, mens den, der har fremlagt problemstillingen, modtager, lytter og tager noter. Herefter slutter de af med en runde på fem minutter, hvor den, der har modtaget feedback, opsummerer, hvad hun/han har taget med.
”40 minutter tager hver runde, så vi altid kommer alle borgere igennem. Det prioriteres højt,” siger Pernille Skibelund:
”Når vi insisterer på at lade pædagogikken hvile på et fundament af åbne spørgsmål og fokus på beboernes ressourcer, sikrer vi inddragelse af beboeren ud fra det pædagogiske grundsyn, at beboeren er eksperten i sit eget liv. Det er beboerens levede liv, erfaringer og forudsætninger, vi skal bygge videre på.”
